§ 1. NAVN & HJEMSTED
Stk. 1. Foreningens navn er: Håndbold Foreningen Suså, i
forkortet form HF Suså.
Stk. 2. Foreningen er hjemmehørende i Næstved Kommune, Region
Sjælland.
Stk. 3. Foreningen er stiftet den 20. maj 2003, som følge af nedlæggelsen af Herlufmagle Gymnastik- og Idrætsforening,
§ 2. FORMÅL
Foreningen har til formål, i rammen af et forpligtigende fællesskab:
Ø at organisere holdbaseret bredde- /elite- og turneringsidræt for børn, unge og voksne,
Ø at tilskynde børn og unge til at deltage i foreningsarbejde og organisering af aktiviteterne,
Ø at samle alle interesserede i håndboldspillet.
§ 3. FORHOLD TIL ANDRE
ORGANISATIONER
Stk. 1. Foreningen er tilsluttet Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, gennem
medlemskab af
DGI Vestsjælland.
Dansk Idræts Forbund.
Dansk Håndbold Forbund.
Sjællands Håndbold Forbund.
Medlemskabet forpligtiger foreningen til at efterleve vedtægter og love for disse foreninger.
§ 4. MEDLEMSSKAB
Stk. 1. Som medlem kan optages børn og voksne, der kan godkendes af bestyrelsen og som accepterer foreningens formål og vedtægt, samt betaler det af bestyrelsen fastsatte kontingent.
Stk. 2. Bestyrelsen kan nægte godkendelse af en person som medlem, såfremt der er udvist en adfærd, som er uforenelig med foreningens formål, omdømme eller øvrige medlemmers krav på tryghed og velfærd i forbindelse med deres medlemskab.
Stk. 3. Bestyrelsen kan endvidere nægte godkendelse af en person som medlem, indtil et uafklaret forhold, med relation til foreningens forpligtigelser jf. § 3, er bragt i orden.
Stk. 4. Ved indmeldelsen skal oplyses fulde navn, postadresse samt fødselsdato og -år. Medlemmet er forpligtiget til at meddele foreningen ændringer vedr. navn eller adresse.
Stk. 5. Manglende betaling af kontingent vil, efter 8 dages skriftligt varsel, medføre udelukkelse fra foreningens aktiviteter, indtil betaling er modtaget.
Stk. 6. Såfremt et medlem ønsker at udtræde af foreningen skal dette ordentligvis snarest muligt meddeles foreningen, skriftligt eller mundtligt. Indbetalt kontingent refunderes ikke.
§ 5. ÆRESMEDLEMMER
Stk. 1. Som æresmedlem kan indstilles enhver person, der har gjort et stort og nyttigt arbejde for foreningen.
Stk. 2. Den motiverede indstilling om udnævnelse af en person til æresmedlem, skal skriftligt forelægges bestyrelsen.
Stk. 3. Indstillingen, med bestyrelsens anbefaling for eller imod, forelægges til godkendelse på førstkommende generalforsamling, hvor en eventuel udnævnelse finder sted.
Stk. 4. Æresmedlemmer er kontingentfrie.
§ 6. FORENINGENS
LEDELSE
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse med mindst 5 medlemmer.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv indenfor 14 dage efter generalforsamlingen med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 3. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver. Bestyrelsen skal i givet fald udfærdige en skriftlig vejledning / kommissorium for udvalgets arbejde / opgave, herunder tage stilling til varigheden af opgaven og evt. økonomi.
Stk. 4. Der udarbejdes beslutningsreferater fra bestyrelsesmøderne.
Stk. 5. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindeligt stemmeflertal.
Stk. 6. Bestyrelsen er ulønnet, men alle direkte udlæg refunderes efter regning. Der kan ydes tilskud til telefon – kontorhold og køreudgifter efter Told og Skats takster for bestyrelsesmedlemmer i idrætsforeninger.
Stk. 7. Bestyrelsen holder møder efter behov og er beslutningsdygtigt, når 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Stk. 8. Indkaldelse til bestyrelsesmøder sker skriftlig, på foranledning af formanden, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker dette.
§ 7. FORENINGENS
TEGNING
Stk. 1. Foreningen tegnes i den daglige drift ved underskrift af formanden.
Stk. 2. Kassereren er bemyndiget til med egen underskrift, at foretage driftsmæssige betalinger samt betalinger autoriseret ved beslutning truffet på bestyrelsesmøder og dokumenteret i referater fra disse.
Stk. 3. Ved nyanskaffelse af løsøre, som fordrer optagelse af lån eller som på anden vis forpligtiger foreningen ud over et regnskabsår kræves underskrift af den samlede bestyrelse.
Stk. 4. Køb eller salg af fast ejendom skal godkendes på en generalforsamling og den samlede bestyrelse skal underskrive.
Stk. 5. Bestyrelsen og medlemmerne hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtigelser. Foreningen hæfter kun med sin formue.
§ 8. FORENINGENS
ØKONOMI
Stk. 1. Foreningens regnskabsår går fra 1. maj til 30. april.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig for, at foreningen drives på et økonomisk forsvarligt grundlag.
Stk. 3. Kassereren fører løbende foreningens regnskab, herunder kassebog udvisende den kontante kassebeholdning.
Stk. 4. Revisor og bestyrelsen kan til enhver tid forlange regnskab og bilag forelagt til kontrol.
Stk. 5. Bestyrelsen foranstalter budget for den følgende sæson udarbejdet, forelagt og godkendt i bestyrelsen inden udgangen af april måned.
Stk. 6. Budgettet forelægges og behandles på generalforsamlingen samtidig med regnskabet.
Stk. 7. Regnskabet afsluttes og afstemmes inden 15. maj hvor det afleveres, incl. bilag, konti opgørelser m.v., til den valgte revisor, der reviderer og kommenterer regnskabet inden 1. juni.
§ 9. GENERALFORSAMLING
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
Stk. 2. Generalforsamlingen afholdes årligt i sidste halvdel af juni måned.
Stk. 3. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i lokalt husstandsomdelt ugeavis eller tilsvarende og med angivelse af dagsorden og vejledning vedr. aflevering af forslag der ønskes behandlet.
Stk. 4. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 5. Dagsordenen på den ordinære generalforsamlingen skal mindst omfatte følgende:
1. Valg af dirigent, og stemmetællere.
2. Aflæggelse af beretning.
3. Fremlæggelse af regnskab og budget.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse, revisor og suppleanter.
6. Eventuelt.
§ 9a
VEDTÆGTSÆNDRINGER
Stk. 1. Vedtægtsændringer kan kun foretages på en lovligt indvarslet generalforsamling, når dette har været oplyst i indkaldelsen, og når 2/3 af de fremmødte stemmebe-rettigede stemmer herfor.
§ 10. EKSTRAORDINÆR
GENERALFORSAMLING
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen skønner dette påkrævet, eller når mindst 20 af medlemmerne skriftligt anmoder herom.
Stk. 2. Anmodning om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling skal være bilagt motiveret forslag til dagsorden.
Stk. 3. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling foretages som for ordinær generalforsamling, senest 4 uger efter kravet er fremsat. Såfremt særlige forhold betinger dette kan varslet nedsættes til 7 dage.
Stk. 4. Bestyrelsen formidler snarest resultatet af den ekstraordinære generalforsamling til medlemmerne ved annoncering, som for indkaldelsen gældende.
§ 11. VALG
Stk. 1. Stemmeberettigede er alle medlemmer der er fyldt 16 år. Forældre til medlemmer under 16 år har stemmeret på medlemmets vegne, dog kun en stemme pr. medlem.
Stk. 2. Der kan ikke stemmes pr. brev eller fuldmagt.
Stk. 3. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal (over halvdelen af de afgivne stemmer). Vedtægtsændringer kræver dog 2/3 af de afgivne stemmer.
Stk. 4. Afstemninger foretages ved håndsoprækning. Dog skal afstemningen foretages skriftligt såfremt mindst 2 medlemmer kræver dette.
Stk. 5. Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer der er fyldt 16 år, samt forældre til medlemmer under 16 år. Posterne som formand, næstformand og kasserer skal bestrides af personer over 18 år (personlig myndig).
Stk. 6. Der vælges mindst 5 personer til bestyrelsen. Valg til bestyrelsen gælder for 2 år, og skal tilrettelægges således, at i lige år vælges mindst 2 medlemmer og i ulige år vælges mindst 3 medlemmer.
Der vælges endvidere 2 bestyrelsessuppleanter for 1 år.
Ved den stiftende generalforsamling vælges 5 bestyrelsesmedlemmer, 3 for 2 år og 2 for 1 år.
Stk. 7. Der vælges én revisor. Valg som revisor er gældende for 1 år. Ved den stiftende generalforsamling vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
§ 12. FORENINGENS OPHØR
Stk. 1. Nedlæggelse af foreningen kan kun finde sted, hvis 2/3 af de stemmeberettigede deltagere på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor. Såfremt der på sidstnævnte generalforsamling ikke opnås det fornødne antal stemmer, indkaldes der senest 14 dage efter denne, til en ny, hvor almindeligt flertal vil være gældende.
Stk. 2. I tilfælde af foreningens nedlæggelse skal aktiver og evt. formue primært anvendes til fremme af idrætten eller andet kulturelt virke i Næstved Kommune.
Stk. 3. Generalforsamlingen bestemmer – ordentligvis efter oplæg fra bestyrelsen – hvorledes foreningens inventar, løsøre og eventuelle formue skal disponeres i henhold til Stk. 2.